Bureauer hjælper med nabohjælpskampagne
Tre kommunikationsbureauer skal konkurrere om at udvikle DKR’s fremtidige kommunikation i ny nabohjælpskampagne.
DKR har netop skrevet kontrakt med tre bureauer, der skal udvikle DKR’s kommunikation i de næste fire år.
Valget er faldet på Advice, Public og Rostra Kommunikation. Den første konkrete opgave, de tre bureauer skal dyste om at lave, er en oplysningskampagne om Nabohjælp, som værn mod indbrud. En kampagne, som ventes at løbe af stablen i efteråret 2012.
”DKR står over for flere store kommunikative opgaver de næste år bl.a. med en nabohjælpskampagne og en knivkampagne. Vi glæder os til at se de forskellige kreative forslag til, hvordan opgaverne kan løses,” siger projektleder i DKR, Lone Harlev.
Øget tryghed
Alle bureauerne glæder sig til at gå i gang med arbejdet.
"Det er en drømmeopgave for Advice! Kan man forestille sig noget mere vedkommende end at være med til at gøre hverdagen tryggere for os alle sammen? Indsatserne har desuden en kompleksitet og lægger op til høj grad af involvering og nuanceret kanaltænkning, som ligger godt for os, " siger Espen Højlund, administrerende direktør i Advice A/S.
Adfærdsændringer skal skabes
Public tilføjer, at det bliver en god udfordring at skulle skabe adfærdsændringer i befolkningen, så alle lærer at tænke mere kriminalpræventivt i hverdagen.
”Kriminalitetsforebyggelse er et vigtigt område, som har stor betydning for de fleste. Derfor er vi naturligvis rigtig glade over at skulle være med til at løfte de mange spændende kommunikationsopgaver, som DKR står over for. Samtidig er det vores hjemmebane at skabe adfærdsændringer gennem målrettet dialog,” siger Søren Grinsted, CEO, Public.
Det er Rostra enige i:
"Det spændende ved opgaverne er, at det er muligt at påvirke hverdagen for mange mennesker på en positiv måde ved at skabe større tryghed. Det kræver en god blanding af kreativitet og strategisk omtanke i ideudviklingen, og det er sjove og udfordrende opgaver at løse,” siger Mathias Wulf Jensen, kommunikationsrådgiver i Rostra Kommunikation.
20.06.2012