
Undervisningsmateriale om kæresteforhold
Lærere og pædagoger, som underviser 14 – 18-årige, kan i et nyt hæfte finde inspiration til, hvordan emnet kærestevold kan diskuteres med de unge.
Hæftet indeholder forslag til øvelser og opgaver, som kan gøre de unge opmærksomme på, hvordan de kan tage ansvar og sætte grænser i deres kæresteforhold.
Baggrunden for indsatsen er rapporten Unge og kærestevold, som Statens Institut for Folkesundhed udgav i 2008. Rapporten viser, at kvinder mellem 16 - 20 år har størst risiko for at opleve kærestevold, og at omkring 28.000 unge kvinder og 12.000 unge mænd har volden inde på livet. Rapporten påpeger også, at der er behov for en forebyggende indsats, og undervisningsmaterialet er et bud på, hvordan de professionelle kan igangsætte og styre dialogen med de unge.
Hæftet kan bruges i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne. Det kan inddrages i dansk, samfundsfag og seksualundervisning, og der er desuden forslag til opgaver i kristendomsundervisning, musik og engelsk.
Hæftet er lavet i forlængelse af Rådets arbejde med hjemmesiden ditforhold.dk.
