Overgreb mod børn

Forebyggelse af fysiske, psykiske og seksuelle overgreb mod børn kræver viden om området og mod til at handle. I bogen ”Overgreb mod børn” kan professionelle få et overblik over emnet. De kan også få inspiration til, hvordan man kan arbejde tværfagligt med forebyggelse og behandling.

Bogen er en antologi skrevet af forskellige sagkyndige personer med hver deres faglige tilgang. I bogen er der inddraget ny viden fra fagområderne, og man kan bl.a. læse om:

  • De lægefaglige aspekter ved overgreb. Artiklen beskriver de fysiske og psykiske følgevirkninger ved overgreb, og giver et overblik over forskellige behandlingsmetoder og samarbejdet mellem hospitalets børneafdeling og andre sektorer
  • De psykologiske aspekter. Artiklen beskriver bl.a. symptomer hos børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, og børns påvirkelighed og troværdighed i forbindelse med sager om overgreb
  • Sundhedssystemets rolle over for familierne. Artiklen beskriver, hvordan sundhedsplejersker, pædagoger, lærere og andre professionelle kan støtte svage familier og styrke familiernes robusthed og forældrenes kompetencer
  • IT-relaterede seksuelle overgreb. Artiklen sætter fokus på den moderne informationsteknologis rolle i forhold til overgreb mod børn. Den beskriver udbredelsen af børnepornografi via nettet samt begrebet grooming, hvor voksne via nettet opbygger et venskabsforhold med børn med henblik på seksuel kontakt
  • Et historisk perspektiv. Artiklen giver et overblik over den historiske viden om overgreb mod børn, og definitionerne på forskellige former for overgreb
  • Tværfagligt samarbejde. Rammerne for myndighedernes tværfaglige samarbejde beskrives, og der gives et bud på, hvordan man kan videreudvikle og kvalitetssikre samarbejdet
  • Lovgivningen på området. Bogen indeholder en grundig gennemgang af love og bestemmelser, der har betydninger for beskyttelse af børn, samt domme

Formålet med bogen er at formidle viden og anbefalinger, der kan hjælpe til at forebygge overgreb og til at undgå sager, hvor der rejses uberettiget mistanke.

Bestil/download bogen på materialebestilling under børn og unge.  
  
 

Dekoration

Nyhedsbrev

Tilmeld dig her: