Forebyg indbrud, når huset bygges

Indbrudstallet er steget drastisk i Danmark i de senere år. I Holland har man vendt tendensen med krav om indbrudssikre døre og vinduer. Det har reduceret risikoen for indbrud med 50 % i nybyggeri.

Danskerne har generelt taget afslappet på indbrud. Vi er ikke i særlig høj grad tilbøjelige til at sikre vores hjem med solide døre og vinduer og gode låse, og det kan man se på indbrudstallet. Ikke alene er Danmark et af de lande i Europa med flest indbrud. I den vestlige verden er antallet af indbrud faldet over de sidste ti år. Men ikke i Danmark.

Det siger den Hollandske forsker Jan van Dijk, der er ekspert på området. På Det Kriminalpræventive Råds årsmøde 19. marts 2010 vil han fortælle om de hollandske erfaringer og komme med anbefalinger til Danmark.

Erfaringerne fra Holland viser, at når nybyggede huse bliver udstyret med indbrudssikre døre og vinduer, så falder mængden af indbrud med 50 % uden at indbruddene bliver flyttet til andre områder. Den samlede mængde af indbrud i Holland er nemlig faldet med 4 %.

I Holland kigger man derudover også på hele boligområdets indretning, stisystemer, belysning og beplantning. Det har reduceret risikoen for indbrud med helt op til 90 %.

Formand for Det Kriminalpræventive Råd Eva Smith ser frem til at høre mere om de hollandske erfaringer.

- I Danmark skal vi hver især blive langt bedre til at beskytte vores hjem med sikre låse og solide døre og vinduer. Vi skal også blive bedre til at holde øje og gøre det svært for tyven at slippe væk, uden at blive opdaget.

- Men hvis vi virkelig vil gøre noget ved problemet, bør det være et krav, at boliger udstyres med indbrudssikre døre og vinduer ved nybyggeri og ombygning. Det bør også være et krav, at boligområder planlægges ud fra kriminalpræventive principper med god belysning, gode oversigtsforhold og fællesarealer, beboerne har lyst til at bruge.

Fakta

  • Der er sket en stigning i antallet af indbrud i private hjem i Danmark. Fra 1997-2006 var der i gennemsnit 32.800 indbrud om året. I 2007 var der 36.203 indbrud, det tal steg til 43.768 i 2008 og kom helt op på 48.614 i 2009.
  • Ifølge den hollandske forsker Jan van Dijk er antallet af indbrud i private hjem faldet over de sidste i ti år i den vestlige verden. Men ikke i Danmark.
  • Danskerne er, ifølge Jan van Dijk, mere udsat for indbrud end langt de fleste andre europæere. Gennemsnitligt blev ca. 2,7 % af danske boliger udsat for indbrud i 2004 mod et internationalt gennemsnit på 1,8 %.
  • Samtidig er danskerne relativt ubekymrede med hensyn til risikoen for indbrud.
  • Danskerne er generelt dårligere end andre folkefærd til at sikre sig med specielle dørlåse, vinduesgitre, hegn og tyverialarmer.
  • I Holland har krav om at indbrudssikre døre og vinduer i nybyggeri fået indbrudsraten i de boliger til at falde med 50 %.
  • Boliger, som naboer og forbipasserende dårligt kan se på grund af fx tæt beplantning eller stakitter er mere udsat for indbrud. Boliger, hvor stisystemer gør det nemt at slippe uset væk er også mere udsatte.
  • Nabohjælpsordninger mindsker kriminalitetsniveauet med 16 - 26 %.
  • Nabohjælp kan påvirke kriminalitetsniveauet ved det, at beboerne holder udkig efter mistænkelige personer og aktiviteter i området. Den øgede risiko for at blive opdaget virker ofte afskrækkende på indbrudstyvene.
  • Ved at skabe god trivsel i et område kommer der flere mennesker på fællesarealer og stier. De vil fungere som naturlig overvågning, hvilket også forebygger indbrud.
  • Hvis man planlægger almennyttige boligområder, så der er synlige adgangsveje til boligerne, udsyn til bil- og cykelparkering og god belysning, kan man reducere antallet af indbrud sammenlignet med andre boligområder.

Vidste du ...

at der var 48.614 indbrud i private hjem i Danmark i 2009?

Dekoration

Nyhedsbrev

Tilmeld dig her: