
Tv-overvågning kan ikke stå alene
Tv-overvågning kan mindske tyveri og hærværk i fx parkeringskældre, men det har ingen effekt på spontan kriminalitet som vold, siger Det Kriminalpræventive Råd i høringssvar. Den tryghedsskabende effekt vil også være kortvarig, vurderer Rådet.
Forskningen viser en kriminalpræventiv effekt af tv-overvågning i forhold til tyveri og hærværk i parkeringskældre og -huse. Der findes derimod ingen påvist sammenhæng mellem tv-overvågning og reduktion af mere spontant opstået kriminalitet som vold.
Tv-overvågning kan skabe en tryghed, fordi det skaber en forventning om, at man bliver holdt øje med, og at der vil komme hjælp til, hvis der sker noget kriminelt. Men da ikke alle kameraerne er bemandende, forventer Det Kriminalpræventive Råd, at den tryghedsskabende effekt af overvågning vil falde med tiden, når det viser sig, at tv-overvågning ikke forhindrer kriminalitet.
Frem for tv-overvågning anbefaler Det Kriminalpræventive Råd, at man forsøger at reducere kriminalitet i boligområderne ved 'naturlig overvågning'. Det vil sige, at man indretter boligområderne, så folk har lyst til at færdes i dem, og på den måde 'holder øje med' hinanden. Trygheden kan også øges ved at bevare boliger i bymidten og dermed fastholde folk efter arbejdstid og i weekender.
