Efter en voldtægt

Efter en voldtægt er det vigtigt at få støtte og hjælp fra familie og venner. Du kan også søge professionel hjælp på et af landets voldtægtscentre.

I de fleste tilfælde vil familie og venner meget gerne hjælpe den, der har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Tag imod den hjælp og støtte, du får tilbudt.

Tal om det, du har oplevet, med mennesker, du er tryg ved. I langt de fleste tilfælde vil det hjælpe at få talt om de følelser, tanker og bekymringer, der er opstået i forlængelse af et overgreb. Det kan også være en hjælp at skrive om det, du har oplevet.

Efter en voldtægt kommer der ofte meget forskellige reaktioner. Det kan være følelsesmæssige reaktioner som angst, vrede eller sorg. Det kan også være reaktioner af mere fysisk karakter, som hoved- eller mavepine og kvalme. Du skal ikke blive bange for disse reaktioner. Det er helt normalt, men det kan være et tegn på, at du bør søge professionel hjælp.

Det er vigtigt, at du ikke isolerer dig efter en voldtægt eller et voldtægtsforsøg. Vær sammen med familie og venner så meget, du kan. Forsøg så hurtigt, som du kan overkomme det, at genoptage dine daglige gøremål som skole, arbejde og fritidsinteresser. Der kan være en vis tryghed i de daglige gøremål, og det kan være med til at undgå at tankerne kredser om overgrebet hele tiden.

Måske er du blevet nervøs for at være alene eller færdes ude efter voldtægten. Så kan det være en hjælp at få trænet selvtilliden, fx ved at søge psykologhjælp eller tage et kursus i selvforsvar. Det kan også være en god ide at følges med nogen i byen, hvis det gør dig mere tryg.

Centre for voldtægtsofre

Efter et overgreb kan du søge hjælp i det nærmeste center for voldtægtsofre eller hos din læge, hvis du har behov for at tale med en professionel om overgrebet. Centrene for Voldtægtsofre er akutte døgnåbne modtagelser hovedsageligt tilknyttet hospitaler. De er åbne for kvinder og mænd, der har været udsat for et seksuelt overgreb.

Du skal henvende dig hurtigst muligt (typisk inden for 2 - 3 døgn) efter overgrebet, men du er altid velkommen til at ringe til centret. Du behøver ingen henvisning, og der er intet krav om, at du anmelder overgrebet til politiet for at blive undersøgt og behandlet.

Når du ankommer til et center for voldtægtsofre, vil du blive modtaget af en sygeplejerske og du vil få tilbudt en undersøgelse af en læge. Lægeundersøgelsen foretages for at fastslå, om du skal i behandling for eventuelle fysiske skader og overførte sygdomme. Undersøgelsen skal også sikre de spor, gerningsmanden måtte have efterladt.

Sporene kan være mærker efter slag, stik, kvælningsforsøg og lignende. Det kan også være sæd og hår. Disse spor skal bruges, hvis der kommer en retssag. Når lægeundersøgelse og sporsikring foretages på et af landets voldtægtscentre, gemmes journalen i tre måneder.

Du vil også blive tilbudt opfølgende behandling i form af samtaler hos centrets psykolog og socialrådgiver. Der er mulighed for at overnatte eller hvile ud i centret. Behandlingen er gratis og al undersøgelse og behandling er frivillig.