
Til manden
Hvis du enten har udøvet et seksuelt overgreb eller mener, du er i risiko for at udøve et seksuelt overgreb, findes der forskellige muligheder for at få hjælp til at stoppe.
Først og fremmest kan det være en stor hjælp at tale med nogen om problemet og få sat ord og følelser på det, du har gjort eller har tænkt på at gøre. Det kan enten være en god ven, din egen læge eller nogle af de rådgivningscentre, der findes for mænd.
På Rigshospitalets sexologiske klinik er der mulighed for anonym hjælp og rådgivning om, hvilke behandlingsmuligheder, der findes. Klinikken har telefonservice for alle på torsdage kl. 10.00 - 11.00, tlf. 35 45 76 85.
Dialog mod vold findes i København, Odense og Århus. Centeret tilbyder gratis og anonym behandling efter henvisning fra læge, politi, sociale myndigheder og kvindekrisecentre. Behandlingen retter sig primært til mænd, der er i parforhold, og inddrager også partneren i forløbet.
Derudover findes der enkelte former for manderådgivning rundt omkring i landet. Landsforeningen af kvindekrisecentre, LOKK, har her en oversigt over tilbud til voldelige mænd.
Unge under 18
Hvis du er under 18 år eller er bekymret for en under 18, er der også andre muligheder for behandling. Fx kan du henvende dig til egen læge eller få hjælp via de sociale myndigheder i kommunen. De sociale myndigheder har mulighed for at henvise til en psykolog eller anden form for behandling.
På sexlinien for unge kan du snakke anonymt med en rådgiver. Sexlinien har åbent alle hverdage fra 15 - 17 på tlf. 70 20 22 66.
