Den kriminelle lavalder
Den kriminelle lavalder afgør om et barn skal gøres strafferetsligt ansvarlig for sine kriminelle handlinger. I Danmark er den 15 år.
Siden 1905 har den kriminelle lavalder været til 15 år. Det blev den i den såkalde ’Børnelov’. Senere har der flere gange været fremsat forslag til ændringer i både op- og nedadgående retning, i 2010 blev grænsen ændret til 14 år, men blev igen sat op til 15 år 1 marts 2012.
Ungdomskommissionen
I 2007 nedsatte regeringen en Ungdomskommission, der skulle foretage en samlet gennemgang af indsatsen mod ungdomskriminalitet. DKR var repræsenteret ved formand Eva Smith. Kommissionen afgav den 22. september 2009 sin betænkning, hvor de bl.a. behandlede spørgsmålet om kriminel lavalder. Kommissionen anbefalede ikke at sænke den kriminelle lavalder.
Når et barn når den kriminelle lavalder, er den mængde tiltag og reaktioner, der sættes i gang ved børns fejltrin eller kriminelle handlinger, større. Når man er over den kriminelle lavalder, håndteres lovovertrædelsen i et andet regi end før. Det er nu politi, retsvæsen og domstole, der skal udmåle konsekvenser af fx en slåskamp i en skolegård, tyveri fra den lokale købmand eller lignende, mens det stadig er kommunen, der håndterer de unge lovbrydere, indtil de bliver 18 år. Det kan fx være de sociale myndigheder, skolen eller andre, der sammen kan aftale, hvad der kan gøres for at hjælpe den unge på ret kurs. Fx kan en ung mellem 14 og 18 idømmes en ungdomssanktion, og administrationen af den er et kommunalt ansvar.
Mindre kriminalitet begået af børn
Når børn under den kriminelle lavalder bliver pågrebet eller mistænkt for at have begået kriminalitet, registreres det i et særligt modul hos politiet. Det betyder, at man kan beskrive udviklingen i kriminaliteten blandt 15-årige og yngre børn.
Antallet af forhold, hvor 14-årige er mistænkt, var i 2006 cirka 4.100. Tallet er sidenhen faldet med 43 pct., så antallet i 2010 var cirka 2300. For børn i alderen 10-13 år er tallet i samme periode blevet halveret.
Hvis man kigger på den samlede udvikling i antallet af kriminelle forhold, hvor børn i alderen 10-14 år er mistænkt, så er der en klar nedadgående tendens siden 2006.
Der er altså en klar tendens til, at børn i dag i mindre omfang end tidligere er involveret i kriminalitet.
Flere unge er blevet lovlydige
Der er siden 1989 blevet foretaget en række selvrapporteringsundersøgelser, hvor unge i alderen 14 – 15 år er blevet spurgt, om de har begået kriminalitet. Undersøgelserne er blevet udformet så det er muligt at sammenligne dem over tid og dermed beskrive en udvikling. Den seneste undersøgelse blev offentliggjort i 2011. Den viser, at andelen af unge, der aldrig nogensinde har begået tyveri eller røveri (de lovlydige), i dag er rekordstor. I 1989 udgjorde denne gruppe 25 pct. mens den i 2010 udgjorde 48 pct.