Nominerede til den kriminalpræventive pris 2009

Hjælp til børn og unge i voldsramte familier på Fyn, beboerne generobrer boligområde i Farum Midtpunkt, SSP-København laver handleplan for at stoppe fødekæden til bander, og unge er mentorer for unge i Gellerupparken.

Fire spændende lokale kriminalpræventive projekter er nu nomineret til Den Kriminalpræventive Pris 2009. Prisen på 50.000 kr. vil blive uddelt af Justitsminister Brian Mikkelsen på Det Kriminalpræventive Råds årsmøde 25. marts.

Beboerne generobrer boligområde i Farum Midtpunkt

I Farum Midtpunkt var der grupper af unge, der udsatte områdets beboere for vold, røveri og hærværk og gjorde det utrygt for dem at færdes i deres eget boligområde. Beboerne ville generobre magten i deres område på en ikke-konfronterende måde. Det gjorde de i samarbejde med lokalpolitiet, klubmedarbejdere, Ungdomsskolen, Rådgivningen for Børn, Unge og Familier og skolen, med SSP som koordinator.

I første omgang fik man identificeret de unge. Derefter blev deres forældre inddraget i indsatsen og der blev etableret et forældrenetværk, der kan gribe ind, når deres børn skaber problemer. Samtidig er beboerne i området blevet rustet til at sige fra og generobre deres boligområde fra de unge.

Projektet har uden tvivl været skyld i, at der kan ses en betydelig positiv udvikling med hensyn til de nævnte kriminalitetsformer. Problemerne er ikke løst, men projektet er et skridt i den rigtige retning.

Projektet er blevet nomineret, fordi det er et godt eksempel på, hvordan man ved inddragelse af både forældre, professionelle aktører og ikke mindst beboere kan nå en helhedsorienteret og holdbar løsning i forhold til grupper af unge, som skaber utryghed for beboerne i et boligområde.

SSP-København laver handleplan for at stoppe fødekæden til bander

I København har der i efteråret 2008 været en alvorlig optrapning af bandekonflikten og skudepisoder. SSP-København har derfor udviklet en handleplan for at forhindre, at unge under 18 år rekrutteres og involverer sig i konflikten samt for at forhindre uro og ildspåsættelser som udløber af den spændte situation.

Handleplanen omfatter indsatser i 7 prioriterede bydele i København, og elementer fra planen er bl.a. forstærket gadeplansindsats med i alt 50 gadeplansmedarbejdere, kriminalpræventiv undervisning på 52 skoler for 6000 elever, beboermøder i 13 udsatte bebyggelser, udvidet ungeaktivite-ter i klubber og idrætsanlæg, 'Tag afstand fra bandeopgør!' der er en skriftlig vejledning til professionelle aktører og et beredskab mellem København, Odense, Aalborg, Århus, Vejle og Esbjerg.

SSP Københavns handleplan er nomineret, fordi det er en nyskabelse, der forener alle kommunale og politimæssige indsatser i én handleplan. Der-udover giver projektet også mulighed for erfaringsudvekslinger mellem de større byer i Danmark på et nyt og højaktuelt problemfelt.

Unge er mentorer for unge i Gellerupparken

Projekt 'Unge 4 Unge' er et kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende netværk af 40-50 unge frivillige i aldersgruppen 15 – 24 år. De unge virker som forbilleder for andre jævnaldrende i Gellerupparken. De viser, at der er attraktive alternativer til kriminalitet, og at normen er at tage arbejde eller uddannelse.

Unge 4 Unge-netværket er meget aktive medborgere i lokalområdet. De er fast opsøgende i boligområdet og i bybusserne, og når der har været problemer med hærværk og brande i lokalområdet, har de unge mødt talstærkt op til det koordinerede beredskab, som består af sociale medarbejdere, klubmedarbejdere, politifolk og frivillige fra området.

Unge 4 Unge arrangerer også ugentligt fodbold- og danseundervisning, lejlighedsvis musikarrangementer og ture væk fra lokalområdet for yngre børn og unge. Herudover har de unge i høj grad også fokus på deres egen personlige adfærd og udvikling. Netværket holder årligt seminar i konflikthåndtering og personlig udvikling, og der er fast månedlig koordinering og supervision indbygget i netværkets organisation.

Projektet er nomineret, fordi det er et fint eksempel på, at unge virker som positive rollemodeller for udsatte unge, at det nytter at inddrage lokalbefolkningen i det kriminalpræventive arbejde og at de kan arbejde tryghedsskabende i bydelen.

Hjælp til børn og unge i voldsramte familier på Fyn

Foreningen ’Hjælp til børn og unge i voldsramte familier’ arbejder for at forebygge vold i familien og mellem kærester. Foreningen laver oplysningskampagner, undervisningsmaterialer, temadage og har en webbrevkasse.

Foreningen rejser rundt i Danmark og holder oplæg om vold i familien og vold mellem kærester og om at få standset volden og bryde den sociale arv. I forbindelse med foredraget bliver der etableret lokale diskussionspaneler.

Projektet er nomineret, fordi det laver en stor og frivillig indsats inden for et vigtigt område, der blandt andet søger at nedbryde tabuet om kærestevold. Børn og unge får mulighed for at tage stilling til emnet, og får måske også et skub til at tale med nogen om det eller søge hjælp, hvis de har problemer.

Vidste du ...

at Justitsministeriet hvert år uddeler 50.000 kr. til det bedste kriminalpræventive projekt?

Dekoration

Nyhedsbrev

Tilmeld dig her: