Høringssvar: Kriminel lavalder

Det Kriminalpræventive Råd advarer mod at sænke den kriminelle lavalder og fjerne maksimumsstraffe for unge. Det kan skade de unge og i værste fald fastholde dem i en kriminel løbebane. Læs det fulde høringssvar her.

Udkast til forslag om lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Ungdomskriminalitet) og betænkning nr. 1508/2009 om indsatsen mod ungdomskriminalitet.

Ved e-mail af 11. og 13. januar 2010 har Justitsministeriet anmodet Det Kriminalpræventive Råd om en udtalelse over ovennævnte udkast til lovforslag og betænkning.

I den anledning skal Det Kriminalpræventive Råd udtale, at rådet har været repræsenteret i kommissionen, hvorfor der i det hele henvises til rådets bemærkninger i betænkningen.

For så vidt angår ovennævnte udkast til lovforslag skal rådet udtale følgende:

Som påpeget i Ungdomskommissionens rapport, bilag 5, viser en dansk undersøgelse om selvrapporteret ungdomskriminalitet fra 1999, at der er flere 15-årige end 14-årige, som begår kriminalitet. Undersøgelsen viser således ingen tegn på, at de unge holder op med at begå kriminalitet, fordi de fylder 15 år og kan straffes. Der findes således ikke videnskabeligt belæg for at hævde, at den kriminelle lavalder påvirker kriminalitetsniveauet blandt unge.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at børn under 15 år skulle have den fornødne modenhed til at forstå konsekvenserne af deres kriminelle handlinger. Hertil kommer, at en tidligere involvering af retsvæsenet kan have en negativ kriminalpræventiv effekt, jf. således ungdomskommissionens betænkning, bilag 5.

En sænkelse af den kriminelle lavalder vil således efter Rådets opfattelse ikke have nogen forebyggende effekt, men kan snarere have en direkte negativ kriminalpræventiv effekt.

Hertil kommer, at Danmark allerede i dag har mulighed for at møde unges kriminalitet uden at anvende strafferetlige reaktioner, og med de stramninger af de ikke-strafferetlige reaktioner, der indgår i indenrigs- og socialministerens lovforslag, vil der efter rådets opfattelse være rige muligheder for at imødekomme unges kriminalitet med den ønskede konsekvens og fasthed.

Endelig ønsker Det Kriminalpræventive Råd at henlede opmærksomheden på en undersøgelse fra Justitsministeriets Lovkontor, november 2009. Det fremgår af denne undersøgelse, at antallet af mistænkte 10-14-årige er gået støt nedad siden 2006 (Fra 2,4 % i 2006 til 1,7 % i 2009.) En nøjere analyse af tallene viser, at det navnlig er de 14-åriges kriminalitet, der er gået ned. Også denne positive udvikling taler efter Det Kriminalpræventive Råds opfattelse imod at ændre forholdene så fundamentalt.

For så vidt angår forslaget om at fjerne strafmaksimum for unge lovovertrædere, skal det bemærkes, at det vides med rimelig sikkerhed, at tilbagefaldsrisikoen for unge ikke mindskes med straffens længde, snarere tværtimod.

Hertil kommer, at det efter rådets opfattelse ikke vil have nogen forebyggende effekt at øge straffen i sådanne tilfælde, da det ikke kan antages, at unge, der begår sådanne grove forbrydelser, overhovedet gør sig overvejelser om, hvorvidt der er et strafmaksimum for forbrydelsen.

Endelig vil de unge, der begår så alvorlige forbrydelser, hvor en forlængelse af straffen ud over 8 år kommer på tale, i særlig grad være afvigende unge med voldsomme personlighedsmæssige problemer, som ofte vil have behov for behandling snarere end en fængselsstraf.

Det er derfor rådets opfattelse, at en fjernelse af strafmaksimum på 8 år for unge lovovertrædere ikke vil have nogen kriminalitetsforebyggende effekt, men at det snarere kan være direkte skadeligt at give mulighed for længerevarende fængselsstraffe til unge mennesker, der begår alvorlige forbrydelser.

Det Kriminalpræventive Råd skal på denne baggrund på det skarpeste tage afstand fra såvel forslaget om en sænkelse af den kriminelle lavalder som en fjernelse af strafmaksimum på 8 år for unge lovovertrædere.

 

Venlig hilsen

Eva Smith

Formand

Vidste du ...

at der i Danmark er flere 15-årige end 14-årige, som begår kriminalitet?

Dekoration

Nyhedsbrev

Tilmeld dig her: