
Hæleri
Hælervarer er tyvekoster, der bliver solgt eller givet bort. Hvis du køber noget, der er stjålet, er du hæler. Det er lige så ulovligt at købe eller modtage tyvekoster, som det er at stjæle dem.
Selvom man har betalt for en vare, ejer man den ikke på lovlig vis, hvis den er stjålet. Hvis hæleriet bliver afsløret, bliver varen konfiskeret, og hæleren bliver straffet. Mange, der begår hæleri, undskylder sig med, at de ikke vidste, at varen var stjålet. Men den går ikke! Så snart der er tale om hælervarer, er man skyldig i hæleri.
- Tjek at varen ikke er stjålet
- Vær på vagt, hvis noget er usandsynligt billigt
- Husk at hæleri straffes som tyveri
- Husk at hælervarer aldrig bliver hælerens ejendom
Hæleren hjælper tyven
Hvis du køber hælervarer, hjælper du tyven. Tyven er lykkelig for at komme af med tyvekosterne og få kontanter. Penge kan nemlig ikke spores, men det kan de fleste hælervarer. Mange videomaskiner, fjernsyn, fotografiapparater, cigaretpakninger osv. har et nummer. Varen kan også være mærket individuelt, fx med cpr-nr. Hvis man har købt et tv, som er stjålet og senere indleverer det til reparation, kan mærkningen betyde, at man bliver afsløret.
Her støder du på hælervarer
Du skal altid sikre dig mod hæleri, hvis du indgår private aftaler om køb af varer. Du skal være på vagt, hvis du handler via avisernes annoncer for salg af brugte ting eller på markeder og loppetorve. Men også på arbejdspladser, i klubber og foreninger kan du blive tilbudt hælervarer.
Undgå hælervarer
Hvis du køber varer af private, fx gennem Den Blå Avis, bør du spørge efter de originale regninger eller kvitteringer. Hvis du får tilbudt noget usandsynligt billigt, skal du være på vagt. Hvis du er i tvivl, skal du kontakte politiet og spørge om råd.
Også børn og unge sælger og bytter ting. Derfor er det vigtigt, at dine børn ved, at de kan blive tilbudt tyvekoster. Snak med dem om hæleri og undersøg i fællesskab, om en vare er stjålet, hvis det bliver aktuelt. Finder I ud af, at en vare er stjålet, skal I naturligvis kontakte politiet.
Sådan straffes hæleri
Hæleri straffes lige så hårdt som tyveri, og en hæler kan risikere alt fra bøde til fængsel. Det gælder også, selvom man ikke var klar over, at man købte tyvekoster.
