
Beskyt din computer mod indbrud
Beskyt din computer mod digitale indbrud, så it-kriminelle ikke får adgang til din netbank, dine skatteoplysninger og private billeder.
Kriminelle kan overtage enhver ubeskyttet computer.
Når de forkerte får adgang til din pc, kan de udsende spam og vira til ejerens kontaktpersoner. Sådan distribueres børneporno og andre ulovligheder, så den oprindelige afsender ikke umiddelbart kan spores.
Står den ubeskyttede pc i en virksomhed, kan I risikere at blive afpresset under truslen om, at jeres filer ødelægges eller offentliggøres eller om, at jeres hjemmesider bliver ’redigeret’.
Fem enkle råd kan beskytte din computer mod indbrud:
-
Hold programmerne på din pc opdateret og brug automatisk opdatering
-
Hold dit antivirusprogram ved lige og brug firewall
-
Husk at sikre dit trådløse netværk
-
Pas på med at klikke på links i mails fra ukendte afsendere
-
Installér kun programmer, du har behov for
Disse fem råd er en del af kampagnen netsikker.nu, som Det Kriminalpræventive Råd er en del af.
Du kan læse mere om, hvordan man kan færdes trygt på nettet på IT- og telestyrelsens hjemmeside.
