PSP-samarbejde

Et tværsektorielt samarbejde mellem politiet, de sociale myndigheder og psykiatrien, kaldet PSP, kan forbedre støtten til de socialt udsatte og psykisk syge kriminelle.

PSP-samarbejdet skal hjælpe de socialt udsatte borgere, der er i risiko for at havne i et tomrum mellem forskellige myndigheders ansvarsområder. Samarbejdet skal også forebygge, at de udsatte borgere udvikler eller fortsætter en kriminel adfærd.

Målgruppen for PSP-samarbejdet er ofte mennesker med et eller flere af disse karakteristika:

  • Truende adfærd
  • Voldsomt udadreagerende adfærd
  • Til fare for sig selv eller andre
  • Har børn/familie, der skal have hjælp
  • Er ude i kriminalitet
  • Erkender ikke egen sygdom/sociale situation
  • Er i risiko for at miste bolig eller andet eksistensgrundlag, hvis ingen griber ind
  • 3. person klager over vedkommende
  • 'Usynlig' og i fare for at gå til grunde i egen lejlighed
  • Karakteriseret ved flere samtidige problemstillinger

Organisering af PSP

Det kan være en fordel at organisere samarbejdet på tre niveauer:

  • politisk/strategisk niveau, der skal sikre projektets legitimitet og strategiske styring
  • lokalt styringsniveau, der skal resultere i udmøntning af samarbejdet lokalt
  • operativt/udførende niveau, der skal stå for det praktiske PSP-samarbejde. Frontlinjemedarbejdere hører til dette niveau.

På det politiske/strategiske niveau

fastlægges de overordnede målsætninger og rammer for PSP-samarbejdet mellem politiet, de sociale myndigheder og psykiatrien. Opgaven på dette niveau er primært at beslutte strukturerne for samarbejdet og følge op på resultaterne.

Det lokale styringsniveau

har tre hovedopgaver. Én opgave er at sikre, at beslutninger på det politiske/strategiske niveau bliver tilpasset de lokale geografiske og strukturelle forhold. Derudover skal deltagerne sørge for, at erfaringer og anden relevant viden om projektets udvikling bliver formidlet til beslutningstagerne (det politiske/strategiske niveau). Endelig skal de tage initiativ til og koordinere aktiviteter, som fremmer den tværfaglige kompetenceudvikling i PSP-samarbejdet.

Det primære PSP-samarbejde

foregår på det operative/udførende niveau i lokale operativgrupper. Samarbejdsparterne vil her drøfte konkrete borgersager. Operativgruppen beslutter, hvordan der skabes kontakt til borgeren, og hvordan han får de mest hensigtsmæssige tilbud.

Andre relevante aktører

Nogle gange kan det være en fordel at inddrage andre aktører i samarbejdet. Det kan være Kriminalforsorgen i Friheden (KiF), praktiserende læger eller boligselskaber. De praktiserende læger og boligselskaberne vil ofte være de første, der kan pege på behovet for en tværgående indsats.

Vidste du ...

at EUCPN hvert år uddeler en pris til det bedste europæiske kriminalpræventive projekt?

Dekoration

Nyhedsbrev

Tilmeld dig her: