
Arbejdspladstyveri
En femtedel af alle ansatte har stjålet større ting som rengøringsmidler, restvarer, computerudstyr og møbler fra deres arbejdsplads. Det er de ældste, cheferne og mænd, der tager mest.
Undersøgelsen Arbejdspladstyverier viser, at der ud af den femtedel, der stjæler større ting fra arbejdspladsen, er en lille overvægt af mænd med en erhvervsfaglig uddannelse. Gruppen er også karakteriseret ved i højere grad at mene, at det er i orden at tage noget med hjem. Specielt hvis man synes, man får en meget lav løn, er utilfreds med ledelsen eller føler, at man arbejder hårdt for sin arbejdsgiver.
Hver tredje tager kontorartikler
Ud over femtedelen, der tager større ting, tager en tredjedel kontorartikler med hjem. De fleste siger, at de bruger tingene til hjemmearbejde, mens flere begrunder tyveriet med utilfredshed med arbejdsmiljøet, ledelsen eller manglende medansvar.
Af dem, som siger, at de har taget kontorartikler med hjem er 57 % mænd og 49 % kvinder. De yngste er mindst tilbøjelige til at tage noget. 31 % af de 15 - 17-årige og 33 % af de 18 - 20-årige har stjålet fra deres arbejdsplads mod 58 % af de 21 - 34-årige.
Jo højere arbejdstid og jo længere tid man har været på arbejdspladsen, des flere har taget noget med hjem. Blandt dem med en ugentlig arbejdstid på de normale 37 timer, har 55 % taget noget med hjem, hvor det kun gælder for 37 % af dem, der arbejder under end 20 timer. Samtidig har 40 % af dem, som har været på arbejdspladsen under 1 år, taget noget mod 60 % af dem, der har været ansat 10 år eller mere.
I byggebranchen har 62 % taget noget med hjem. I industribranchen er det 59 % og i handelsbranchen 49 %.
