Alle de andre gør det!

Undervisningsmateriale til 6. klasse, der arbejder med de unges overdrevne forestillinger om, hvor meget de andre ryger, drikker og begår kriminalitet.

Materialet lægger op til, at klasserne afholder en temadag, hvor man arbejder med de unges forestillinger og normer.

Materialet kan bruges tværfagligt i fagene dansk og matematik (der arbejdes bl.a. med procentregning og statistik). Der er lagt vægt på elevernes erkendelses- og bearbejdningsproces, lærerens rolle som proceskonsulent og på forældreansvaret. I materialet er der kopiark, som nemt kan bruges i undervisningen og som passer til metoden. Materialet indeholder også forslag til et matematikforløb som forberedelse til temadagen.

”Alle de andre gør det” tager udgangspunkt i en teori om normative spejling, som handler om, at unge forsøger at leve op til nogle – ofte misforståede – forventninger. Metoden er afprøvet med succes i Ringstedforsøget, hvor det lykkedes at mindske de unges risikoadfærd ved at bearbejde deres flertalsmisforståelser og sociale overdrivelser.