
Fællesnordisk projekt om vold
De kriminalpræventive råd i Danmark, Sverige, Norge og Finland ønsker at bruge hinandens erfaringer og viden i arbejdet på at mindske volden i Norden.
De kriminalpræventive råd i de fire lande har derfor lavet fire forskellige projekter, der gennem øget samarbejde skulle give mulighed for at sammenligne hvad man ved om vold, hvor man ved det fra – datagrundlag, lovgivningen og hvordan den udmøntes i praksis. Resultaterne skulle derfor kunne bruges til at fremme en kriminalpolitik, der er baseret på viden.
Overgreb mod børn
Det dansk-ledede projekt havde som mål gennem netværk og vidensdeling at skabe et grundlag for sammenlignelige data i en nordisk sammenhæng om seksuelle overgreb og vold mod børn i de nordiske lande. Hidtil har det været svært at sammenligne data på tværs af landegrænser, fordi de undersøgte aldersgrupper fx har været forskellige eller man har formuleret spørgsmål om vold og overgreb forskelligt. Derfor er forskernetværket i denne gruppe fx konkret blevet et undersøgelsesdesign, der vil gøre undersøgelserne sammenlignelige i flere lande, fordi centrale spørgsmål, emner og formuleringer er ens.
Sammenligning af voldskriminalitet
Det kriminalpræventive råd i Finland, Rikoksentorjuntaneuvosto, stod i spidsen for et projekt, hvor man sammenlignede voldskriminaliteten i de nordiske lande. Forskerne fandt, at politiets voldsstatistikker er svære at sammenligne, fordi fx lovgivning varierer fra land til land, hvilket giver forskellige resultater mht. voldsudsættelse. Det er heller ikke alle lande, der har en offerundersøgelse, og hvis de har, er den ikke nødvendigvis sammenlignelig. Derudover er det kun en del af voldshændelserne, som politiet får kendskab til. Det eneste, der kan sammenlignes, er statistik om drab, hvor man ser på drab per 100.000 indbyggere, og hvor usikkerhederne er meget små.
Skal man kunne sammenligne i Norden, er der derfor behov for, at politiet får mere ensartede registreringer og definitioner på vold. Udover politiets oplysninger har man også brug for oplysninger fra sundheds- og socialvæsenet fx skadestuekontakter med tydelig eller formodet vold. Den type data kunne med fordel blive udnyttet mere systematisk, end den gør i øjeblikket. Endelig var det et mål for projektet at udvikle en metode til at måle vold i nære relationer, særligt i familien.
Tilhold
Det svensk-ledede projekt sammenlignede, hvordan loven om bortvisning eller tilhold blev brugt i praksis i de nordiske lande. Loven om bortvisning eller tilhold, bruges fx til at forbyde en voldelig ægtemand at komme i nærheden af sin kone. Undersøgelsen viste, at der i alle de nordiske lande er problemer med fortolkninger af loven. Det betyder i praksis, at der sjældent er sanktioner fx i form af fængselsstraf, hvis den bortviste voldelige mand alligevel tager hjem til konen. Offeret eller den, der er beskyttet af bortvisningsloven, kan derfor opleve, at anmeldelse til politiet ikke spiller nogen rolle. De kriminalpræventive råd foreslår derfor, at de myndigheder, som står for bortvisninger, også kommer med generelle anvisninger på, hvordan bortvisningsloven skal anvendes i praksis.
Vold mod indvandrerkvinder
De norske forskere fra det norske kriminalpræventive råd undersøgte, hvordan indvandrerkvinder, der udsættes for vold, bliver hjulpet i de nordiske lande. Den vigtigste konklusion var, at forebyggelse af vold mod indvandrerkvinder kræver mere end de gængse tiltag for at forebygge vold i hjemmet, som er behandling af voldsudøveren og inddragelse af de pårørende. For indvandrerkvinderne er det derudover særlig vigtigt, at information om krisecentrenes tilbud er tilgængeligt der, hvor kvinderne færdes og i et sprog, de kan forstå. Al anden kommunikationen fra myndighederne skal også være i et forståeligt sprog, og endelig skal tolkningsservicen forbedres.
Det fællesnordiske voldsprojekt løb fra 2006-09. Udover de kriminalpræventive råd deltog også Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, NSfK. Projektet var finansieret at Nordisk Ministerråd og NSfK.
