Chat: En del af børns virkelighed (2003)

Chat på nettet giver børn et frirum – men chatten har også en bagside. Undersøgelsen afdækker udbredelsen og brugen af chatrum hos børn i 7. klasse.

- Jeg chatter meget, og elsker det. Er ved at blive træt af alle de fordomme, som er forbundet med chat. Mange tror, at alle, der chatter, er pædofile eller socialt smadrede. Mange er virkelig, hvem de siger, de er, og mange har også venner udenfor cyber-space. Hvis jeg ikke var begyndt at chatte, tror jeg, at jeg ville være blevet ret ensom. Som sagt er chat vidunderligt og kan varmt anbefales.

Sådan lyder et af svarene i undersøgelsen.

Undersøgelsen kortlægger, hvorfor børn chatter, og hvad de oplever i chatrooms. 991 børn mellem 12 og 14 år har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen.

  • Godt halvdelen af børnene i undersøgelsen, 53%, fortæller, at de ofte går på nettet for at chatte
  • Hovedparten af de børn, der chatter, går på nettet en til fem gange om ugen i cirka 15 - 30 minutter pr. gang
  • Chatten handler typisk om kærester, sex og fritid
  • Børnene taler med hinanden om det, de oplever i chatrummene. Men de taler stort set aldrig med forældre eller andre voksne om det
  • Langt hovedparten af de børn, der chatter, ser chatten som et uforpligtende frirum, en måde at få venner på og simpelthen sjovt
  • 17% af de, der chatter, har prøvet at mødes i virkeligheden med deres chatvenner. 3/4 af de, der mødes, bliver venner i virkeligheden
  • 6% fortæller, at møderne ofte eller altid har været ubehagelige
  • 17% oplever ofte at få seksuelle tilbud. 14% oplever groft seksuelt sprog. 5% har oplevet trusler
  • Over halvdelen af børnene i undersøgelsen kender til reglerne i kampagnen "Sikker Chat", der blev lanceret af Rådet og Red Barnet i efteråret 2001
  • Over halvdelen af børnene lukker ned, hvis de oplever noget ubehageligt på nettet. En fjerdedel svarer derimod, at de ikke gør noget, når der opstår ubehagelige situationer. Rapporten anbefaler derfor, at lærere og forældre er særligt opmærksomme på den relativt store gruppe børn, der ikke handler, når de oplever ubehagelige situationer på nettet

Undersøgelsen er lavet af Børnerådet, Det Kriminalpræventive Råd og Red Barnet.