- Forside
- Børn og unge
- Undersøgelser
- Ringstedforsøget (2005)

Ringstedforsøget (2005)
Unge har ofte overdrevne forestillinger om, hvad andre unge gør. Men når de får kendskab til deres kammeraters reelle adfærd, så påvirker det deres egen adfærd.
Ringstedprojektet blev gennemført i 2001 - 2004 og er et projekt, der handler om unges forbrug af alkohol, tobaksrygning, narkotika, vold og anden form for kriminalitet. Det belyser forskellige former for risikoadfærd.
Forsøget benytter sig af Social Norms Approach, som har fokus på, hvordan sociale normer bestemmer de unges adfærd, og hvilke muligheder man har for at påvirke de unges opfattelse af andres normer og adfærd.
Projektet fokuserer på en række centrale egenskaber ved risikoadfærd, som er vigtige at kende, når man ønsker at forebygge. Det gælder, at unges risikoadfærd
-
starter tidligt (omkring 12-års-alderen)
-
i et vist omfang udspringer af de samme årsager
-
opleves som sjovt, spændende og statusgivende
-
er omgærdet af sociale overdrivelser - dvs. at der ikke er overensstemmelse mellem de unges forestillinger og virkeligheden
Fordi de unge gerne vil være som andre unge, resulterer sociale overdrivelser i, at de unge
-
ofte begynder at ryge, selv om de ikke har lyst
-
drikker sig fulde, selv om de hellere ville have en cola
-
deltager i hærværk, selv om de personligt synes, det er forkert og dumt
-
deltager i mobning, selv om de synes, det er ondt over for den, det går ud over
Ringstedforsøget er en del af Ringstedprojektet, og i forsøget afprøvede forskerne en metode, der skulle mindske de unges sociale overdrivelser. Forsøget blev udført som et kontrolleret eksperiment med udgangspunkt i unges tobaksrygning. Eleverne, der deltog i eksperimentet, kom primært fra femte og sjette klasse. To syvende klasser deltog også. Eleverne deltog i en temadag, hvor de skulle arbejde med deres forestillinger om andre unges adfærd. Her blev det tydeligt, at forestillingerne byggede på sociale overdrivelser.
Forsøget foregik efter den normative metode, som især har fokus på elevernes erkendelsesproces og bearbejdningsproces i klassen. Temadagen sluttede med, at eleverne kom med forslag til, hvordan de kunne hjælpe hinanden med at blive mere realistiske i deres forestillinger om andre og hinanden.
Forsøgets resultater blev evalueret et år efter temadagen og resultaterne viste, at det var lykkedes at påvirke elevernes antagelser om andres rygning, og at der var en klar reduktion af de sociale overdrivelser. Eksperimentet viste også, at de unges risikoadfærd på flere områder, herunder mobning, hærværk, rapserier hjemmefra og enkelte former for anden kriminalitet, også var mindsket.
Ringstedprojektet og forsøget er udført af professor, dr. jur. Flemming Balvig, antropolog Lars Holmberg og sociolog Anne-Stina Sørensen.
Alle de andre gør det
Med udgangspunkt i Ringstedforsøget har Rådet udarbejdet et undervisningsmateriale til 6. klassetrin. Materialet lægger op til, at klasserne afholder en temadag, hvor man arbejder med de unges sociale overdrivelser efter den normative metode. Materialet kan bruges tværfagligt i fagene dansk og matematik (der arbejdes bl.a. med procentregning og statistik).
Ved udarbejdelsen af materialet er der lagt vægt på elevernes erkendelsesproces, elevernes bearbejdningsproces, lærerens rolle som proceskonsulent og på forældreansvaret. Der findes lærervenlige kopiark, som passer til metoden.
