Forebyggelse af kriminalitet i boligområder (2003)

En undersøgelse af den faktiske kriminalitet i årene 1994 - 2000 viser, at almene boligområder er bedre end deres rygte.

Kriminaliteten i boligområder, der ofte har et dårligt ry, er langt fra så udbredt som antaget. I otte ud af ti udvalgte boligområder er der færre anmeldelser, end der er i resten af landet i forhold til antal beboere. I hele landet er der i gennemsnit 90 anmeldelser hvert år for hver 1000 beboere.

Forskningsprojektet har undersøgt 170 almene boligområder, hvoraf ti er blevet underkastet en nærmere analyse. I alle områderne blev der i perioden 1994 - 1998 gennemført forskellige initiativer for at komme utryghed og kriminalitet til livs. Projektet har også undersøgt i hvilket omfang, de forskellige indsatser har reduceret kriminaliteten og øget trygheden.

Tryghed vs kriminalitet

I 1994 vurderede beboerne i lidt over halvdelen af de undersøgte bebyggelser, at der var meget kriminalitet i bebyggelserne, og at de af den grund følte sig utrygge. Undersøgelsen viser, at antallet af anmeldte kriminalitetstilfælde allerede dengang var relativt lavt. Så der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem relativt få anmeldelser og høj grad af tryghed.

Utrygheden opstår, hvis der er konflikter mellem forskellige grupper af beboere i området, hvis børn og unge har en støjende og truende adfærd, og når bebyggelsen har et dårligt omdømme. Andre faktorer, der gør beboerne utrygge, er, når beboerne ser tegn på kriminalitet. Det kan være ødelagte cykler, ødelagt inventar på fællesarealer, graffiti og andet hærværk i opgange, på huse og stakitter.

Sociale og fysiske indsatser skaber tryghed

En ihærdig og engageret indsats for at mindske de utryghedsskabende faktorer i boligområderne er lykkedes. Der er i flere af de undersøgte områder sat ind på mange fronter, bl.a. med

  • nærbetjente, som er i kontakt med udsatte børn og unge
  • opsøgende medarbejdere, der kan opfange og løse problemer i opløbet
  • forbedret belysningen på stier, pladser og gangarealer
  • ændrede fælles friarealer, legepladser og indgangspartier, så de er mere personlige og private
  • renovering af bygningerne

Undersøgelsen viser, at de bedste resultater er opnået i de bebyggelser, der har sat ind over for både sociale og fysiske problemer på en gang.

Undersøgelsens resultater er samlet i hæftet ”Veje til tryghed”. Resultaterne kan bruges som inspiration i andre boligområder til at forebygge problemer som hærværk, chikane og vold og dermed øge trygheden.

Forskningsprojektet er udført af By og Byg (Statens Byggeforskningsinstitut) for Økonomi- og Erhvervsministeriet.