Forebyg butikstyveri

Hvis din butik har problemer med kundetyverier, bør du undersøge hvilke varer, der forsvinder, og hvor varerne er placeret i butikken. Få personalet, uniformerede vagter eller butikskontrollanter til at holde øje med butikslokalet. Butikken kan også bruge elektronisk varesikring eller videoovervågning som ekstra sikring.

Hvis du eller personalet opdager en kunde, der opfører sig mistænkeligt, skal du ikke vente på, at han eller hun måske stjæler. Spørg, om du kan hjælpe, og vis på den måde, at butikkens medarbejdere er opmærksomme.

Brug medarbejderne

Sørg for, at alle medarbejdere kender til tyverierne, og at de ved, hvordan de kan være med til at hjælpe. Lav aftaler med personalet om, hvordan de skal gribe ind - og om, hvornår de skal tilkalde en leder eller en butikskontrollant. Aftal med personalet, hvad I forstår ved mistænkelig adfærd, og hvad I konkret gør, hvis I vil tilbageholde en person.

Hvornår skal butikstyven standses?

I butikker med kasselinje skal tyven standses, når observatøren har set, at kunden har taget varen gennem kassen uden at betale for den.

I butikker uden kasselinje skal tyven standses, når observatøren har set, at kunden har forladt salgsområdet og har passeret den sidste salgskasse, og derfor er på vej ud af butikken.

Sådan tilbageholder man en tyv

Først og fremmest skal du og dit personale være fuldstændig sikre på, at kunden har en vare, der ikke er betalt. Det er vigtigt, at I har set, at kunden tog varen, skjulte den og ikke har lagt den fra sig igen. Undgå at gøre det til en sag, hvis kunden helt oplagt har glemt at betale og ikke forsøger at stjæle. Vær opmærksom på, at især ældre mennesker kan lave fejl og glemme. Vær også opmærksom på sager med børn, hvor det kan være bedre at tilkalde forældrene frem for politiet.

Hvis du ønsker at tilbageholde en tyv

  • Vær diskret, når den formodede butikstyv skal tilbageholdes
  • Følg butikkens procedure ved en tilbageholdelse
  • Vær opmærksom på, at det ikke er et spørgsmål om 'armkræfter', når du stopper en tyv
  • Opfør dig bestemt, men så venligt som overhovedet muligt. Den pågrebne er i en ulykkelig situation, og ind imellem tager butikspersonale også fejl
  • Undgå at berøre eller visitere kunden
  • Hav et vidne med til samtalen
  • Lad være med at presse for indrømmelser om tidligere tyverier
  • Vær indstillet på at medvirke i sagens opklaring, måske som vidne
  • Brug en særlig anmeldelsesblanket og aftal en procedure med det lokale politi, bl.a. om hvornår politiet skal tilkaldes

Varesikring

Elektronisk eller mekanisk varesikring har en stor præventiv effekt. Det er vigtigt, at personalet ved, hvordan de behandler fejlalarmer. Det kan jo være, at personalet har glemt at fjerne en alarmbrik ved salget, eller måske er der fejl i systemet. Ved fejlalarmer bør kunden øjeblikkelig have en undskyldning.

Butikskontrollanter

Det kan være nødvendigt at ansætte en butikskontrollant fra et autoriseret kontrolfirma. Forretningen og kontrolfirmaet skal aftale, hvilken rolle butikkens medarbejdere har, og hvad kontrolfirmaet tager sig af. Det er vigtigt, at I ved, hvordan I samarbejder, hvis en kunde skal tilbageholdes. Butikspersonalet skal vide, at butikskontrollen er en udvidelse af personalets naturlige overvågning, og at det ikke kun er kontrollantens opgave at holde øje med kunderne.

Vidste du ...

at børn, der ikke trives i skolen, har større risiko for at begå kriminalitet?

Dekoration

Links

Nyhedsbrev

Tilmeld dig her: