Print Læs højt

Identitetstyveri

Når kriminelle tilegner sig koder og personoplysninger, som de fx kan bruge til at tømme din konto.

Risikoen for at blive udsat for identitetstyveri er ikke så stor, men det er ubehageligt for dem, det går ud over. Misbrug af personnumre, pinkoder og data fra betalingskort kan have meget vidtrækkende konsekvenser.

Dine personlige oplysninger kan for eksempel misbruges til at optage lån i dit navn eller til at chikanere andre gennem falske netprofiler.

10 færdselsregler for sikker trafik på nettet

Færdselsreglerne kan minimere risikoen for, at dine oplysninger ender i de forkerte hænder.

1. Sørg for, at alle programmer på din pc er opdaterede.

Mange programmer kan indstilles til automatisk at opdatere til nye og mere sikre udgaver. Brug eventuelt programmer, der holder øje med, at din maskine hele tiden er opdateret. Nogle internetudbydere tilbyder gratis tjek af sikkerheden på din computer inde på deres hjemmesider. Søg yderligere oplysninger hos din internetudbyder.

2. Brug både antivirusprogram og firewall. 

Læs om firewalls og om computervirus, og hvordan du beskytter dig hos DK CERT eller spørg hos din internetudbyder.

3. Sørg for, at dit trådløse netværk er krypteret. 

Se, hvordan du gør i brugsvejledningen til din trådløse router eller kontakt din internetudbyder. Læs mere om sikkerhed på trådløse netværk.

4. Vær tilbageholdende med at videregive personlige oplysninger.

Videregiv kun personlige oplysninger (fx navn, adresse og telefonnummer), når der er behov for det. Vær særlig kritisk, hvis du bliver bedt om at sende oplysninger, der ikke er behov for at opgive, fx cpr-nummer, når du køber varer på nettet.

5. Oplys kun fortrolige oplysninger, herunder cpr-nummer, på netsteder, du har tillid til, og som anvender kryptering (se efter en hængelås eller ’https’).

6. Brug password.

Når du anvender password bør det bestå af store og små bogstaver samt tal og specialtegn. Password skal være nemt at huske, men svært at gætte for andre. Det gode password består af mindst otte tegn. Anvend ikke det samme password flere steder. Password bør skiftes med jævne mellemrum.

Det er en fordel at bruge betalingskort eller godkendte betalingsformidlere, når du handler på nettet.

Hvis din vare ikke dukker op, kan banken i mange tilfælde føre pengene tilbage til din konto, hvis du har betalt med kort (fx Dankort, VISA eller Mastercard). Når du bruger betalingskort på nettet, skal du kun oplyse kortnummer, udløbsdato og sikkerhedskode. Send aldrig kortoplysninger via e-mail og oplys aldrig pinkoden til dit betalingskort – hverken på nettet eller i telefonen.

Undersøg om forbindelsen på betalingssiden er sikker, før du betaler. Se efter en ”hængelås” eller ”https” i adressefeltet i din browser. Det betyder, at betalingsoplysningerne ikke kan læses af andre. Hverken 'hængelås' eller 'https' er dog en garanti for, at siden er sikker. Hvis du vil være helt sikker på ikke at få stjålet eller misbrugt dine person- eller kreditkortoplysninger på betalingssider, bør du kun handle på netsider, der er tilmeldt MasterCard SecureCode og Verified by Visa (3D secure).

7. Send aldrig fortrolige og personlige oplysninger i e-mails.

Banker, kreditkortselskaber og offentlige myndigheder vil som hovedregel aldrig sende dig mails med link til log ind på NemID. De vil heller ikke bede dig sende NemID-koder i en e-mail. Vær varsom, hvis du bliver bedt om at gøre den slags – det kan være forsøg på at stjæle dine fortrolige oplysninger. Tag kontakt til afsenderen, hvis du er i tvivl om, at mailen er ægte.

8. Oplys ikke fortrolige og personlige oplysninger på sociale websites, debatsider og chatrum.

Overvej om de oplysninger, du lægger online, kan misbruges, fx personfølsomme oplysninger i et elektronisk CV, som du lægger på nettet. Læs mere om, hvordan du beskytter dine personlige oplysninger på sociale netværk.

9. Sørg for, at dine bærbare enheder er sikre.

Smartphones, tablets (tavlecomputere) og andre bærbare enheder, der kan gå på nettet, kan også være mål for identitetstyveri. Søg yderligere oplysninger om sikkerhed på mobile enheder hos din internetudbyder. Lav eventuelt en internetsøgning på ”sikker-smartphone”.

10. Lær dine børn gode it-sikkerhedsvaner på nettet.

Du kan finde gode tips til børn, forældre og lærere på sikkerchat.dk.

Hvad er identitetsmisbrug?

Man kan skelne mellem tre former for identitetsmisbrug:

  1. Misbrug af identitetsoplysninger, fx cpr.nr., mailkonto og sygesikringsbevis. Det sker for at opnå en økonomisk gevinst. Når man taler om identitetstyveri, er det som regel dette, man henviser til.
  2. Misbrug af betalingskortoplysninger, fx til at købe varer på nettet.
  3. Misbrug af personoplysninger, fx for at chikanere offeret. Det kan være ved at ændre ens Facebookprofil eller sende beskeder fra ens mailkonto.

Kilde: Peter Kruize, 2014

Rigspolitiet, DKR og Digitaliseringsstyrelsen samarbejder om at forebygge identitetstyveri.

Cookies på DKR.dk

En cookie er en lille tekstfil, der giver mulighed for at lagre oplysninger eller tilgå allerede lagrede oplysninger på brugerens pc, smartphone, ipad eller lignende med det formål at indhente data om brugeren. Klik her for at læse mere om cookie regler.