Lokale fora

Effektiv forebyggelse af kriminalitet forudsætter et tæt samarbejde mellem de mange aktører i samfundet, som har mulighed for at påvirke kriminalitetsudviklingen.

For kreds- og lokalråd er et tæt samarbejde om fælles mål, organiseringen og rollefordelingen nøglen til en effektiv forebyggelse.

Oplagte samarbejdsfora

Kommunerne kan fx inddrage:

  • SSP og SSP+, samarbejdet mellem skolen, socialforvaltningen og politiet er allerede velfungerende mange steder. Kommunerne skal tage stilling til, hvad de vil med SSP og SSP+ og gøre aktørerne bevidste om deres roller i organisationen
  • Ungesamråd. Samrådsmodellen er et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, som vurderer, planlægger og afgiver indstilling til retten og anklagemyndigheden om indsatsen i forhold til kriminelle unge
  • PSP, samarbejdet mellem psykiatrien, socialforvaltningen og politiet kan styrke indsatsen i forhold til psykisk syge og socialt udsatte
  • Boligsociale styregrupper. Styregrupper med lokalpolitikere og embedsmænd fra kommunen og boligorganisationerne kan i et tæt samarbejde med politiet sørge for, at helhedsplaner for det boligsociale arbejde løbende justeres og tilpasses udviklingen i kriminaliteten.

Andre samarbejdspartnere

  • Kriminalforsorgen, når det handler om udslusning og resocialisering af kriminelle, så de ikke begår kriminalitet igen
  • Boligorganisationer, som kan være med til at skabe trygge boligmiljøer både ved sociale aktiviteter og forbedringer af de fysiske rammer
  • Arbejdsmarkedets parter, som kan hjælpe kriminelle eller unge på vej ud på et skråplan med at komme i arbejde
  • Restauratørforeninger, kan være med til at skabe et tryggere natteliv ved en forebyggende indsats mod vold, trusler, overgreb og stofmisbrug.

Mange andre parter fra lokalmiljøet kan inddrages, fx idrætsforeninger, borgergrupper, grundejerforeninger og klubber.