Print Læs højt

Fritidstilbud kan modvirke bander

En ny guide til kommunerne giver råd til, hvordan de bedst laver mentor- og fritidsindsatser for børn og unge med særlige behov. Særlige kriterier skal nemlig være opfyldt, hvis indsatserne skal virke. Ellers kan det få konsekvenser.

I mange kommuner arbejder man i dag med mentor- og fritidsindsatserfor at støtte børn og unge med særlige behov. Det gælder bl.a. børn og unge, der er i risiko for at begå kriminalitet og på sigt ende i bander.

Det Kriminalpræventive Råd (DKR) har i samarbejde med TrygFonden nu lavet et overblik over, hvad der skal til, for at indsatserne virker. Det sker i guiden ”Mentor- og fritidsindsatser, en guide til den gode indsats”, hvor kommuner, boligselskaber og frivillige organisationer for første gang kan finde anbefalinger til indsatserne.

Guiden er DKRs bedste bud på, hvordan bander kan forebygges.

Overblik har manglet

DKR og TrygFonden har lavet guiden, fordi der længe har manglet et overblik over, hvad der virker, når det kommer til mentor- og fritidsindsatser.

”Det betyder, at kommunerne, boligselskaberne og de frivillige organisationer indtil nu har måttet prøve sig frem og bygge deres indsatser på enkeltstående erfaringer. Nu kan de let finde gode og velunderbyggede råd, så børnene og de unge i sidste ende får det bedste udbytte,” siger forskeren bag projektet fra DKR, Henriette Nobili Christiansen. Hun står bag anbefalingerne, som bygger på en kortlægningaf effekten af mentor- og fritidsindsatser i fire forskellige lande igennem de sidste knap 20 år. Den største af sin slags.

Gode intentioner er ikke nok

En af anbefalingerne er, at et mentorforløb minimum skal vare et år. Et kortvarigt forløbkan nemlig blive direkte problematisk for den unge.

”Forskning viser, at mentorrelationer, der brydes inden seks måneder, kan øge den unges alkoholindtag. Et brud inden tre måneder kan direkte reducere den unges selvværd. Den unge kan derfor risikere at få det værre som følge af indsatsen. Det stiller krav til indsatsen og dens udførelse – for den unge må ikke opleve flere svigt,”sigerHenriette Nobili Christiansen.

Et kompetent personale er afgørende

I forhold til fritidsindsatser er det vigtigt, at aktiviteterne er strukturerede og har et mål. Der skal også være et kompetent personale til stede. Ellers kan man risikere, at de unge påvirker hinanden negativt.

Samtidig er det også vigtigt, at der er:

· En personlig, tillidsfuld relation til en støttende voksen

· Ugentlig kontakt mellem mentoren og den unge

· Møderne skal vare flere timer pr. gang

· Fokus på at styrke den unges personlige og sociale færdigheder

· Et veluddannet og stabilt personale – også til at håndtere frivillige

DKR og TrygFonden sætter i de næste år fokus på forskellige indsatser, der kan forebygge ungdomskriminalitet og hjælpe unge i risiko tilbage på rette vej. 

Læs guiden her

Råd til indsatserne

Mentor- og fritidsindsatser

· Skal vare i mindst et år

· Ugentlig kontakt

· Deltagelse i flere timer pr. gang

· Omfatter en personlig, tillidsfuld relation til en støttende voksen

· Målrettet betoner/styrker personlige og sociale færdigheder

· Har et veluddannet og stabilt personale – også til håndtering af frivillige

Mentorindsatser

· Kan være skadelige, hvis de brydes allerede efter få måneder

· Kræver uddannet personale ved unge med store problemer

· Skal bero på grundig matchning og løbende støtte

· Skal have en tydelig tidshorisont med nedtrapning og opfølgning

Fritidsindsatser

· Kan samle unge med uroskabende adfærd og forværre eller udbrede den

· Kan påvirke de unges selvforståelse og skabe yderligere skel mellem dem og andre

· Skal have et tilstedeværende og indgribende professionelt personale

· Skal bevidst styrke de unges psykosociale udvikling aktivt, fokuseret og trinvist  


05.11.2012

Cookies på DKR.dk

En cookie er en lille tekstfil, der giver mulighed for at lagre oplysninger eller tilgå allerede lagrede oplysninger på brugerens pc, smartphone, ipad eller lignende med det formål at indhente data om brugeren. Klik her for at læse mere om cookie regler.