Print Læs højt

Sidste skoledag

Sidste skoledag er et farvel til skolen, som har været rammen om en stor del af livet i 9 eller 10 år. Derfor er det vigtigt, at sidste skoledag bliver en positiv oplevelse, og en god dag at se tilbage på.

I mange kommuner er der tradition for, at der arrangeres aktiviteter på tværs af skolerne for de elever, der har sidste skoledag. Det er en rigtig god ide, men det har stor betydning for dagens udfald, hvordan den bliver planlagt og organiseret. Lokalråd, skoler og forældre kan her få gode ideer til, hvordan dagen planlægges bedst muligt.

Lokalrådets rolle

Lokalrådet kan have en vigtig rolle i forhold til at koordinere sidste skoledag i hele kommunen. I lokalrådet kan I tage stilling til, hvem der skal involveres i planlægningen, og hvilke roller de forskellige aktører skal spille. Centrale personer kan være:

  • lokale SSP-konsulenter,
  • lokalpolitiet,
  • forældrene,
  • natteravne,
  • opsøgende medarbejdere,
  • andre lokale aktører.

Alkohol

Det er relevant at tage stilling til alkohol, ikke mindst i forbindelse med planlægning af større arrangementer. Fx kan der være behov for at udforme en alkoholpolitik for dagen. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at både lærere og forældre opfordres til at tale med eleverne om alkohol, og planlægge dagen sådan, at det ikke er alkohol, der er i fokus. Hvis man kan undgå, at eleverne drikker for meget på dagen, er der større sandsynlighed for, at dagen ikke kører af sporet.

Mange steder er der organiserede aktiviteter i hele kommunen for samtlige elever. Det kan være koncert eller fest i anlægget, ved stranden eller på store fællesarealer.

Læs mere i pjecen Sidste skoledag. Her findes der gode råd til både skolen, forældrene og eleverne.

Lovgivning

Salg og udskænkning

Det er ulovligt for butikker at sælge alkohol til unge under 16 år. Overtrædelse af loven straffes med bøde. Man skal være 18 år for at købe alkohol med en styrke på 16,5 vol.% og derover.

I restaurationer, diskoteker mv. er det forbudt at servere alkohol for personer under 18 år. Overtrædelse straffes med bøde både til den, der serverer, og til den, der nyder, køber eller på anden måde skaffer sig drikkevarer.

Restaurationerne har pligt til at skilte med forbuddet og har også pligt til at sørge for, at der er mulighed for at få serveret andet end stærke drikke (fx lyst øl, alkoholfrit øl eller kaffe).