Norsk besøg i DKR
Norges kriminalitetsforebyggende råd besøgte tirsdag DKR. Her blev det klart, at nordmændene kan lære af danskernes SSP-samarbejde, og vi kan lære af nordmændenes måde at håndtere indbrud på.
SSP-samarbejdet var et af de første punkter på dagsordenen, da det norske kriminalitetsforebyggende råd, KRÅD, tirsdag den 22. maj besøgte DKR i Glostrup.
- Jeg tror, besøget er inspirerende for nordmændene, fordi de kan få en masse nye ideer til, hvordan de kan gribe tingene an på – også trods af vi er to lande, der ligner hinanden meget. I den forbindelse er SSP-samarbejdet noget af det, vi er rigtig stolte af i Danmark, og som vi var det første land, der havde. Derfor kan vores erfaringer helt sikkert også give nordmændene noget inspiration, siger DKR’s formand Eva Smith.
Nye samarbejdsmuligheder
Rådslederen for KRÅD, Shahzad Rana, er enig i, at de skandinaviske lande har meget at lære af hinanden. Derfor besøger KRÅD også Sverige i morgen. En af de ting, han vil tage med tilbage til Norge, er ideen om at private fonde går ind i det kriminalpræventive arbejde.
- Jeg er meget imponeret over TrygFonden i Danmark, som i år har indgået et samarbejde med DKR for 80 mio. kroner. Jeg kunne godt tænke mig, at Norge fik en lignende privat stiftelse, som kunne finansiere nogle af vores projekter, siger Shahzad Rana.
Antallet af indbrud faldet i Norge
Det er dog ikke kun nordmændene, som kan lære noget af danskerne. Nye tal, som er gengivet i Berlingske, viser, at politienheden i Oslo har halveret antallet af indbrud i private hjem fra 2008-2011.
- Det er meget imponerende, og noget vi bestemt skal høre nærmere om, hvordan har kunnet lade sig gøre, siger Eva Smith.
DKR´s formand Eva Smith fortalte nordmændene om DKR´s arbejde
22.05.2012