Antologi om it-kriminalitet

24-11-2016

En antologi om it-kriminalitet skal gøre folk klogere på emnet og give råd om, hvordan man undgår at komme galt af sted. Antologien er den første af sin slags i dansk sammenhæng og udgives af DKR.

Falske profiler på nettet, ukendte netindkøb og lån optaget i andres navne. Kriminalitet på nettet fylder mere og mere i manges bevidsthed. For hvordan beskytter man sig mod noget så teknisk? Og hvem har ansvaret, hvis det går galt? Svaret er ikke entydigt.
 
Derfor udgiver DKR en antologi om it-kriminalitet. Antologien giver et overblik over de mange forskellige aspekter af kriminalitet på nettet og oplyser med råd og nyttig viden om, hvad man kan gøre for at forebygge, at man bliver offer for det.
 
I en række interviews giver førende eksperter desuden deres bud på nogle af fremtidens udfordringer, og hvordan man fra forskellig hånd arbejder med at forebygge og bekæmpe det.
 
- It-kriminalitet er generelt i vækst, og det optager mange mennesker. Vi har derfor samlet den væsentligste information, så folk kan blive klogere. Også på, hvad man selv kan gøre for at undgå at blive udsat for det, siger formand for DKR Henrik Dam.

Viden og rådgivning

Antologien er tiltænkt alle, der vil vide mere om emnet. Også personer, der i kraft af deres arbejde har berøring med kriminalitet på nettet eller vil klædes på til at kunne rådgive andre.
 
Sidste år udgav DKR en undersøgelse, der viser, at cirka 3,6 procent af danskerne mellem 16 og 74 år blev udsat for it-kriminalitet i 2014. Det svarer til omkring 150.000 danskere og dækker over identitetstyveri, bedrageri, chikane og forskellige former for afpresning.
 
- Kriminalitet er et problem, der skal tages alvorligt. Selv om den enkeltes risiko for at blive udsat ikke er så høj, og man sjældent selv hæfter for et eventuelt økonomisk tab, kan det være meget ubehageligt for den, det sker for. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan man kan beskytte sig selv, siger Henrik Dam.
 
Antologien skriver sig ind i DKR’s igangværende arbejde med at forebygge it-kriminalitet. Senest satte DKR fokus på emnet på Folkemødet og Den Kriminalpræventive Dag sidste år.
 

Materialer