Dansk app i europæisk konkurrence

13-12-2017

Forbrugerrådet Tænks app Mit Digitale Selvforsvar deltager i konkurrencen om den europæiske kriminalpræventive pris ECPA.

Telefon med appen Mit digitale selvforsvar på.

Igen i år uddeler det europæiske kriminalpræventive netværk, EUCPN, en pris til det bedste kriminalpræventive projekt i Europa, The European Crime Prevention Award (ECPA). Temaet i 2017 er internetsikkerhed, fordi internetkriminalitet er en reel og voksende trussel. Prisen skal sætte fokus forebyggelse af fx bedrageri med betalingskort og internetangreb begået af organiseret kriminelle.    

På Danmarks vegne deltager Forbrugerrådet Tænks app Mit Digitale Selvforsvar i konkurrencen. App’en er udviklet til at ruste forbrugerne til at passe på deres personlige oplysninger, hjælpe dem med at gennemskue fup på nettet og undgå it-kriminalitet. 

App’en kan: 

  • advare om aktuelle trusler som falske sms’er og mails, phishing-angreb, fupkonkurrencer og falske hjemmesider 

  • involvere forbrugerne til at tippe hinanden 

  • give råd til forbrugere, der har været udsat for it-kriminalitet

  • give redskaber til beskyttelse imod digitale trusler og fup på nettet 

  • give råd til at beskytte personlige oplysninger, når forbrugeren færdes på nettet. 

Den er pt. downloadet over 50.000 gange og har over 38.000 aktive brugere, som har indsendt 1700 tips om fup på nettet. 

Prisoverrækkelsen foregår ved en konference i Estland den 14.-15. december 2017, hvor hvert land præsenterer deres projekter.