Utryghedsskabende tiggeri

Høring over skærpelse af straffen for utryghedsskabende tiggeri.

Hermed Det Kriminalpræventive Råds (DKR) høringssvar efter Justitsministeriets anmodning per e-mail den 2. juni 2017.

DKR arbejder for at fastholde det høje tryghedsniveau i befolkningen, hvorfor DKR finder det positivt, at regeringen har fokus på, hvordan utryghedsproblematikken, som der er forbundet ved tiggeri mv. i det offentlige rum, kan løses. 

DKR finder dog ikke, at det konkrete lovforslag medvirker til, at problematikken omkring tiggeri bliver løst eller reduceret.

Det er DKR’s vurdering, at en marginal strafforøgelse ikke har en forebyggende effekt, idet udenlandske tiggere formentlig ikke kender til strafniveauet for betleri i Danmark.

DKR mener endvidere, at persongruppen som lovforslaget omhandler ofte omhandler en særligt udsat gruppe, hvor alternativet til betleri for at kunne ernære sig selv og en evt. familie, i realiteten ikke er fast arbejde eller lignende, men derimod mere skjulte og alvorlige former for kriminalitet. DKR kan derfor frygte, at en forøget politiindsats og forhøjet straf mod betleri, kan medføre, at der sker en forskydning herimod flere tyverier og lignende formueforbrydelser. 

European Crime Prevention Network (EUCPN) har tidligere arbejdet med denne type af problemstillinger. EUCPN kunne evt. være behjælpelig med at etablere kontakt til kriminalpræventive eksperter i lande som eksempelvis Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og Slovakiet, der har mere erfaring med dette område med henblik på at identificere god praksis.

Den 7. juni 2017

Med venlig hilsen

Anna-Karina Nickelsen
Sekretariatschef