Print Læs højt

Sikkerchat.dk

DKR og Red Barnet opfordrer kommunerne til at gøre digital trivsel til et fælles indsatsområde for deres skoler og klubber. Lærere og ssp-medarbejdere kan tage udgangspunkt i et nyt materiale på sikkerchat.dk.

Venskab og følelser, mobning på mobilen og skriv et smil er nogle af de temaer, man kan tage op i undervisningen.

Internettet og mobilen fylder rigtig meget i børn og unges liv, og det er afgørende, at voksne tager ansvar for at give børn og unge de redskaber, der skal til for at sikre god digital trivsel.

Det nye materiale på sikkerchat.dk er en håndsrækning til lærere og pædagoger, som oplever digital mobning som et problem og som ønsker at få grundviden på området og redskaber til brug i arbejdet med børn og unge.

Det nye materiale

sikkerchat.dk kan lærere og pædagoger bl.a. finde:

  • Små film
  • Temaer om digital mobning, konflikter på nettet, sprogbrug, online-forelskelse, identitet mm.
  • Interaktive dilemmaer
  • Cases og interviews med børn og voksne
  • Oplæg til fælles klasseregler
  • Spil og chat
  • Dilemmaer til en diskussion på forældremødet
  • Lovgivning

DKR og Red Barnet mener, at det er vigtigt, at de voksne kommer mere på banen i forhold til børn og unges sociale liv på nettet og mobilen.

- Mange voksne efterspørger hjælp til, hvordan de kan vejlede børnene til et sikkert digitalt liv. Det kan de nu finde på sikkerchat.dk. For børn og unge har brug for hjælp til at løse de sociale udfordringer, der er knyttet til kommunikation på net og mobil, siger forebyggelseskonsulent Tine Søberg, DKR.

- Vi håber, at flere kommuner vil gå ind i arbejdet mod digital mobning, så undervisning i sikker digital adfærd bliver en fast del af et skoleforløb, siger Tine Søberg.


12.09.2011