Tryghedsvandringer

Gå en tur i jeres boligområde og find steder der kan forbedres. Det er en god metode til at skabe tryghed og nedbringe kriminalitet.

Ved at forny boligområderne og gøre dem indbydende og behagelige, kan vi få flere til at færdes i dem og være mere aktivt tilstede. Det kan betyde, at en gerningsmand holder sig væk på grund af en forøget risiko for at blive opdaget. Vi kan derfor alle være med til at forebygge kriminalitet ved vores blotte tilstedeværelse.

Hvem skal med?

Beboere kan tage initiativ til en tryghedsvandring. Snak med boligafdelingens inspektør, dine naboer eller bestyrelsen om ideen og om de vil være med til at arrangere en tryghedsvandring. Det er vigtigt, at der er folk med, som har ansvar for drift og/eller økonomi og som kan beslutte, hvilke forbedringer der skal udføres efter vandringen.

Almene boligafdelinger. I afdelingerne kan inspektøren, ejendomsfunktionæren og repræsentanter fra afdelingsbestyrelsen tage initiativ til vandringen og deltage i den. Inviter interesserede beboere med, da de kan bidrage med nyttig viden  om, hvordan de oplever området.

I områder med ejer- og  andelsboliger kan ejerne selv, bestyrelsesmedlemmer og eventuelle ansatte planlægge og deltage i en vandring.

Politifolk der kender lokalområdet, kan være med og vise nogle steder, hvor der fx har været tyveri. Hvis der er arealer, kommunen har ansvaret for, en park, en skole eller et stisystem, er det en god ide at have en ansat fra kommunens vej og park eller planafdeling med.

Hvad skal I kigge efter?

På en tryghedsvandring skal I se efter de særlige forhold, der skaber utryghed. Det kan være dårlig belysning eller dårlige oversigtsforhold, eller områder med meget affald, graffiti eller hærværk. I skal også se efter rare steder og finde ud af, hvad der gør forskellen. Resultatet kan I bruge til at forbedre hele området.

  • Attraktive fællesarealer, folk har lyst til at bruge. Folk der nyder solen i gården og børn på legepladsen giver liv og trafik
  • Gode oversigtsforhold gør det svært at begå indbrud, vold og hærværk uden at blive set. Buske mellem stier og boliger skal være lave. Cykelskure og affaldsskure skal anbringes, så de ikke skygger for ind- og udsyn
  • Områder med uorden, affald, hærværk og graffiti opleves typisk som utrygge. Det giver folk en forestilling om, at kriminalitet kan ske, uden at nogen gør noget. Kig på om der er gode affaldsordninger og mulighed for at parkere cykler og barnevogne i aflåste rum eller på overdækkede steder, som beboerne kan holde øje med
  • Belysningen spiller en vigtig rolle både ude og inde. Stærk belysning er ingen garanti for, at folk føler sig trygge. For fodgængere og cyklister bør belysningen være varm med god farvegengivelse. En god belysning oplyser omgivelserne uden at blænde
  • Beboerne skal kunne sætte deres præg på området. Det vil betyde, at de også vil være med til at passe på området. Indgangspartier kan fx gøres mere private ved at beboerne får indflydelse på udsmykningen og beplantningen. Områder med dårlige oversigtsforhold er som regel mere plaget af kriminalitet end områder, folk naturligt kan holde øje med. Kældergange og stier med blinde vinkler, eller parkeringspladser, som ikke kan ses fra ejendommene, kan være utrygge. Nogle steder kan I måske beskære en busk eller flytte et plankeværk for at give bedre indsyn
  • Har I trafikforhold eller adgangsveje, der giver problemer? Det kan fx være dårligt belyste stoppesteder eller tilgroede stier. Er adgangsvejene til boligområdet overskuelige, og er der god skiltning, der gør det let at finde vej og finde rundt?
  • God sikring af døre og vinduer holder indbrudstyve ude. Se om låsene er af en god kvalitet, og om hoveddøre, vinduer og altandøre er solide og kan modstå indbrudsforsøg i mindst tre minutter. Er der fremspring på husfacader eller planter, som en indbrudstyv kan klatre op ad? Har I elektronisk adgangskontrol som fx dørtelefoner eller nøglekort, som kan holde uvedkommende ude?