Print Læs højt

Undgå at få stjålet din identitet på nettet

Risikoen for at blive udsat for identitetstyveri øges i takt med, at vi bruger nettet til flere ting. Få 10 gode råd til at undgå ID-tyveri.

DKR, Rigspolitiet og Digitaliseringsstyrelsen har samlet ti råd, som skal vejlede os om, hvordan vi sikrer os bedst muligt mod at kriminelle stjæler vores identitet.

Samfundsudviklingen har betydet, at vi bruger nettet i stigende grad - til at overføre penge, til at indberette opgørelser til SKAT og til at komme i kontakt med lægen. Det gør det nemmere og mere interessant for kriminelle at udnytte.

Fx er bedrageri med stjålne dankort blevet et stigende problem i Danmark. I 2007 var antallet på 801, mens det i 2011 var steget til 1110.  En del af bedragerierne kan føre til identitetstyveri.

Flere borgere kontakter DKR, fordi de efterlyser råd til, hvad de kan gøre for at mindske chancen for at blive udsat for identitetstyveri:

”Problemet med identitetstyveri og it-kriminalitet bekymrer mange. Derfor har DKR og Rigspolitiet samarbejdet om problemet. Resultatet er, at vi med hjælp fra Digitaliseringsstyrelsen nu har samlet ti råd til, hvordan man bedst passer på sin identitet online,” siger kommunikationschef i DKR, Søren Skovbo Nielsen.

Individuelt ansvar

Ifølge rådene skal borgerne fx huske ikke at sende fortrolige oplysninger på mail eller sociale websites. Samtidig skal man tænke sig om en ekstra gang, når man laver sit password. Det skal helst både indeholde store og små bogstaver, og det samme password må ikke bruges flere steder.

”Rådene lægger op til, at man som borger ikke flytter ansvaret over på teknologien, men at man i første omgang ser på, hvad man selv kan gøre,” siger Søren Skovbo Nielsen og fortsætter:

”Heldigvis kender mange borgere i forvejen flere af rådene og bruger dem. Håbet er, at flere bliver bevidste om alle de ting, de selv kan gøre for at sikre sig bedre.”

Se de ti gode råd.


28.06.2012