
Danskernes udsathed for kriminalitet (2006)
En undersøgelse af danskernes udsathed for kriminalitet viser, at danskernes faktiske risiko for at blive udsat for tyveri, hærværk og/eller vold er faldet siden 1986.
Undersøgelsen bliver ofte refereret til som 'offerundersøgelsen', da den bygger på, hvor meget kriminalitet folk fortæller, de har været udsat for. Den indeholder altså også tilfælde, som ikke er blevet anmeldt til politiet.
Fra 1986 til 2005 er danskernes risiko for at blive udsat kriminalitet faldet. I 1986 angav 25 %, at de havde været udsat for tyveri, hærværk og/eller vold. I 2005 var dette tal faldet til 20%. Det svarer i 2005 til 786.000 ofre for kriminalitet. 37% af disse har været udsat flere gange – typisk for den samme form for forbrydelse. Yngre mennesker er mere udsat for kriminalitet end ældre og mænd mere end kvinder.
Bekymring for kriminalitet
13% af de interviewede giver udtryk for, at de ofte eller næsten hele tiden bekymrer sig om deres personlige risiko for at blive udsat for kriminalitet. Den personlige angst for kriminalitet har holdt sig konstant over de sidste 20 år. Derimod har den samfundsmæssige bekymring for kriminalitet været faldende, og den ligger i 2005 på et langt lavere niveau end i 1985 – 35% mod 64% i 1985.
Tyveri
13% af befolkningen har været udsat for tyveri (svarende til 507.000 tyveriofre). 29% af disse har været udsat flere gange. Risikoen for at blive udsat for tyveri har været stigende indtil for forholdsvis nylig, men er faldet de seneste år og er på undersøgelsestidspunktet tilbage på niveauet fra 1972.
Hærværk
8% af befolkningen har været udsat for hærværk (svarende til 318.000 hærværksofre). 23% af disse har været udsat flere gange.
Vold
2% af befolkningen har været udsat for vold. Det svarer til 69.000 ofre pr. år. 35% af disse har været udsat for vold flere gange. Halvdelen har fået synlige skader som følge af volden og halvdelen af disse skader har krævet lægebehandling.
Risikoen for at blive udsat for vold har holdt sig konstant fra 1987 til 2005. Derimod er der sket en stigning i tilbøjeligheden til at anmelde vold til politiet, hvilket kan være forklaringen på, at antallet af politiregistrerede voldstilfælde har været stigende de senere år.
Undersøgelsen
Danskernes udsathed for kriminalitet 1986 til 2005 er blevet til på baggrund af 11.671 telefoniske interviews med borgere på 16 - 74 år foretaget i 2005. Vedrørende spørgsmålene om tyveri, hærværk og angst for kriminalitet gælder det 1.945 interviews. Interviewene er gennemført af Danmarks Statistik.
Tilsvarende interviews er gennemført hele 2006, og der er udkommet en midtvejsrapport med udviklingen fra 2005 - 2006. Midtvejsrapporten underbygger de tendenser som blev fundet i afrapporteringen fra offerundersøgelsen.
En samlet rapport fra hele offerundersøgelsen vil blive publiceret i 2008. Undersøgelsen af danskernes udsathed for kriminalitet er lavet af Flemming Balvig og Britta Kyvsgaard.
Desuden findes en rapport, der går i dybden med udviklingen på voldsområdet. Se ”Volden i Danmark 1995 - 2005”.
