Volden er historisk lav

19-12-2017

Volden er i mange år faldet i Danmark. I de nyeste tal fra skadestuerne ser vi dog, at udviklingen stagnerer i 2016. Særligt unge mænd er udsat for vold.

Unge på diskotek.

Unge mænd mellem 15 og 24 år er mest udsat for vold. Det sker typisk i nattelivet, når de unge mænd er ude fredag og lørdag nat. Det viser undersøgelsen Vold i Danmark 2016 – belyst ved tal fra skadestuerne. Rapporten er foretaget af Rambøll for Det Kriminalpræventive Råd.

- Selvom politianmeldelserne af vold stiger, ser vi altså et stabilt lavt niveau, når vi måler volden ud fra skadestuedata. Det er meget positivt, for det tyder på, at danskerne i mindre grad tolererer vold og derfor er mere tilbøjelige til at anmelde det, siger analytiker i Det Kriminalpræventive Råd Ingrid Soldal Eriksen.

Samtidig understreger hun, at der ikke er noget, der tyder på, at volden er blevet voldsommere. 

- Vi kan se, at den mest udbredte voldsform er stump vold, fx knytnæveslag, og det udgør over 80 procent af tilfældene og har gjort det siden 2008, siger Ingrid Soldal Eriksen.

Forebyg vold i nattelivet

For at understøtte det fortsatte fald i vold i Danmark kan man sætte ind en række steder. Et oplagt sted er blandt unge mænd i nattelivet. 

- Det er vigtigt, at lokale aktører tænkes ind i arbejdet med at skabe et trygt og sikkert natteliv. Det kan være dørmænd, kioskejere, taxachauffører og andre øjne i natten, som fx kan kontakte politiet, hvis der er optræk til konflikter, siger Ingrid Soldal Eriksen.

Det Kriminalpræventive Råd anbefaler, at dørmænd og barpersonale er uddannet i konflikthåndtering, så de kan aflæse gæsterne og undgå at konflikter optrappes. Derudover bør diskoteker og barer have en ansvarlig udskænkningspolitik, da alkohol kan have en selvstændig effekt på voldskriminalitet.

Flere blander sig

Derudover viser en ny dansk undersøgelse af gadevold*, at rigtig mange danskere blander sig i den vold de ser i det offentlige rum. Risikoen for selv at blive udsat for vold, når man blander sig, er forholdsvis lille**. 

- Det er dog vigtigt, at man griber ind på en nedtrappende måde, så man ikke opildner konflikten. Samtidig kan vi se, at der er mindst risiko for at komme til skade, når man ikke kender de involverede parter, siger Ingrid Soldal Eriksen.