Når tre førende forskere fra Vive i et indlæg i denne debat skriver, at det kan have direkte negative konsekvenser for kriminalitetsgraden, at børn og unge kommer for en domstol, så har de helt ret. Derfor er det så ærgerligt, at debatten gentagne gange vender tilbage til spørgsmål om straf og børns vej ind i retssystemet.
Lad os nu slå det fast en gang for alle. Man skal ikke straffe børn.
Skal børn mærke konsekvens og lære at tage ansvar? Ja, det skal de selvfølgelig.
Kriminalitet er tegn på mistrivsel
Det, vi taler om, når vi debatterer regeringens udspil ”Alle handlinger har konsekvenser”, er de helt unge børn og unge mennesker, som har begået kriminalitet. De er ikke serieforbrydere. Men de har begået meget eller alvorlig kriminalitet. Det vil sige, de har en uønsket adfærd. Uønsket adfærd er som regel et symptom på mistrivsel, og det er dette faktum, der bør være vores udgangspunkt, når vi vil skabe forandring.
Derfor peger vi i DKR på, at den store udfordring ligger i, hvordan et ungdomskriminalitetsnævn konkret strikkes sammen. Vi peger på, at det er afgørende for at opnå en kriminalpræventiv effekt, at ungdomsnævnene baseres på genopbyggende ret og iværksættelse af virksomme indsatser og ikke straf.
Stormøder med ofre er ikke blødsødent
Genopbyggende ret som en del af stormøder, som de kalder det i Norge, har vist særdeles lovende resultater, og i Nordirland har man også gode erfaringer.
Stormøder består af to dele. Den ene baserer sig på at stille den unge til ansvar for sine handlinger. Det sker gennem mødet med den eller dem, det er gået ud over, sammen med en kreds af relevante fagfolk som for eksempel politi, skole og sociale myndigheder samt personer, som den unge har en relation til. Det kan være forældre, værge, andre familiemedlemmer eller støttepersoner.
Man kan sige, at der slås ring om den unge, der nu kan høre, hvordan den kriminelle handling har påvirket dem, det er gået ud over, og dermed forstå og erkende konsekvenser af sin adfærd. Konsekvenserne finder man i dialog med parterne, og det er ikke blødsødent.
Skræddersyet ungdomsplan
Stormødets anden del er en konkret skræddersyet ungdomsplan. Den unge forpligtes til at følge kravene i planen, som skal modvirke ny kriminalitet. Kravene kan være, at den unge skal møde i skole, begynde rusmiddelbehandling eller vredeshåndtering. Desuden kan den unge få et opholdsforbud, en mentor eller fritidsaktiviteter afhængig af den unges specifikke behov og risici.
For at sikre at den unge overholder planen, skal et professionelt netværk følge op og sørge for, at planen føres ud i livet. Teamet fører kontrol og er samtidig forpligtet til at støtte op om den unges gennemførsel af planen fra flere sider samtidig.
En koordinator indkalder den unge og opfølgningsteamet månedligt, og der tages initiativer, hvis der er afvigelser fra planen. Der er således hele tiden kontrol med, at den unge opfylder sin del af aftalen og kommer på rette vej igen. Formålet er læring. Den unge lærer at ændre adfærd og leve op til de krav, som stilles. Sådan gør man i Norge, og det har man god erfaring med, både når det gælder ofre og gerningsmænd.
Ofrene er mere tilfredse og oplever at komme bedre ud af oplevelsen, og vigtigst af alt: gerningsmændene har større chance for at forlade den kriminelle løbebane, som de var på vej ind i. Det begrænser fremtidig - og efter al sandsynlighed hårdere - kriminalitet. Stormødet er altså godt for alle parter og for samfundet generelt.
Indlægget er bragt i Altinget den 20. marts 2018